Botilbud til socialt udsatte

Find vejledning til boligsøgning, gratis rådgivning og kontaktoplysninger til Den boligsociale enhed og information om Den sociale boliganvisning.

Vejledning til at søge ny bolig

Skab overblik over din økonomi - har du for mange udgifter?

Lav et realistisk budget, så du ved hvor meget du kan betale i husleje inklusiv forbrug (el, vand og varme).

Det er altid en god ide at lave en opsparing, og er du på kontanthjælp kan du kontakte din
kontanthjælpssagsbehandler. Denne opsparing kan bruges til nyt depositum eller til brug ved etablering (møbler mv.) i boligen.

Du kan få økonomisk rådgivning hos kommunen.

Ved behov for overblik over ledige bolig kan du fx anvende følgende hjemmesider: boligportal.dk eller boligzonen.dk

RandersBolig: 200 kr. årligt
Tlf.: 70 26 00 76

Nørresundby boligselskab: 250 kr. det første år
Tlf.: 96 32 40 70

Lejerbo: 300 kr. årligt
Tlf.: 70 12 13 10

DOMEA: 190 kr. årligt
Tlf.: 76 64 64 64

Hvis du ønsker at bevare din plads i køen til en ny bolig, skal du betale beløbet hvert år, også selvom du ikke er aktivt boligsøgende. Betaler du ikke, bliver du slettet som medlem. Hvis du senere ønsker at være medlem, skal du betale igen, og du starter bagerst i køen. Husk altid at svare ja eller nej, når du får tilbudt en bolig.

Når du får tilbudt en bolig, skal du bede om lejekontrakten, men du må IKKE underskrive den. Du skal først undersøge, om du kan selv kan betale indskuddet, eller om du skal ansøge boligindskudslån.

Der kan søges om boligindskudslån til boliger i Randers Bolig, Lejerbo, DOMEA og Nørresundby boligforening.

Du kan søge om lån med MitID via ww.borger.dk, hvor du skal lave en kort beskrivelse af din situation. Hertil medsendes, dokumentation for årsindkomst, huslejekontrakt, bilag på den tildelte lejlighed, (udleveres af boligforeningen) samt et budget.

Hvis du ikke kan søge digitalt, kan du få udleveret ansøgningsskemaet i Borgerservice.

Har du et eksisterende beboerindskudslån skal det som hovedregel tilbagebetales, for at kunne optage et nyt lån. Dog kan der være situationer hvor andre muligheder er gældende. Kontakt derfor Boliglån ved yderligere spørgsmål på telefon 8915 1984.

Der findes to forskellige lån:

Pligtlån

For at underskrive dette lån skal du logge på din eBoks med dit MitID, og derefter underskrive lånet. Du guides igennem på skærmen.

Kautionslån

For at underskrive dette lån skal du tage kontakt til Sparekassen Kronjylland. Du har mulighed for at underskrive lånet online (500 kr.) eller tage direkte kontakt til banken og underskrive fysisk. (700 kr.).

Der kan søges depositum og forudbetalt husleje som en enkeltydelse. Du skal ansøge online via www.borger.dk. Du skal medsende kopi af lejekontrakten + ansøgningsskema + dokumentation. Har du ikke mulighed for at ansøge digitalt, kan du henvende dig i Job og Ydelse på Kasernen, eller i Borgerservice hvis du er pensionist.

Lejekontrakten må ikke underskrives, før du har modtaget en afgørelse på ansøgning om depositum. Hvis der gives et afslag, hæfter du for husleje og depositum ved underskrift.

I nogle tilfælde kan der laves individuelle aftaler med de private udlejere om afdrag på depositum, hvis der er givet afslag på indskuddet fra Team enkeltydelse/Borgerservice.

Du kan ansøge om boligstøtte på www.borger.dk. Har du brug for hjælp til ansøgning kan du
kontakte Borgerservice. Du kan først søge boligstøtte fra den dato du overtager det nye lejemål.

Den sociale boliganvisning

Du skal som borger være opmærksom på, at der er ventetid på at få anvist en bolig via Den sociale boliganvisning.

For at søge om at få anvist en bolig skal du kontakte din sagsbehandler i kommunen.

Hvis din sagsbehandler vurderer, at du er i målgruppen for den sociale boliganvisning, er det vigtigt at være opmærksom på, at du kun får ét tilbud om egnet bolig. Afviser du tilbuddet, får du ikke et nyt.

Før der kan ansøges om en bolig gennem den sociale boliganvisning, skal følgende være afdækket:

  • Har du ansøgt om bolig via boligorganisationernes hjemmesider og/eller i privat regi?
  • Har du søgt via intern venteliste, hvis du allerede bor i en boligorganisation eller er medlem af en boligorganisation?

Almene boligselskaber

RandersBolig

Lejerbo Randers

Domea

Nørresundby Boligselskab, Randers

Krav for at få en bolig via Den sociale boliganvisning

For at få tilbudt en bolig via Den sociale boliganvisning, Randers Kommune skal du:

  • Have været udsat for en uforudseelig hændelse, som har gjort, at du har mistet din bolig
  • Ikke mulighed for at skaffe en bolig på egen hånd
  • Have et socialt problem ud over boligløshed.

Nedenstående er IKKE grundlag for at komme på anvisningslisten:

  • Du ønsker at flytte hjemmefra
  • Der er tale om almindeligt samlivsophør, hvor der ikke er hjemmeboende børn
  • Du er ny tilflyttet fra en anden kommune eller ønsker at flytte til Randers fra en anden kommune
  • Du bor til leje i en boligforening, men ønsker en bolig, der matcher dit behov bedre. Du skal i stedet kontakte boligforeningen for at blive skrevet op til en anden bolig
  • Du har råd til at købe egen bolig eller har råd til at leje en bolig på det private boligmarked
  • Hvis du har solgt din bolig.

Kontakt Den sociale boliganvisning

E-mail: boliganvisningen@randers.dk

Helle Sand
Tlf.: 2937 4869 (tirsdag, onsdag og torsdag)

Den boligsociale enhed

Den boligsociale enheds overordnede formål er at forebygge at borgere udsættes af deres lejeboliger, samt at sikre fastholdelse af borgere i deres nuværende lejebolig.

Den boligsociale enhed har til at opgave at sikre at kommunens udsættelsessager behandles efter gældende lovgivning på området.

Den boligsociale enhed fungerer som én samlet indgang til kommunen på det boligsociale område.

Hvis du som borger oplever udfordringer i forbindelse med en konkret udsættelsessag eller som professionel i arbejdet med at forebygge en eventuel udsættelse eller udfordringer af mere principiel karakter, er du velkommen til at henvende dig til den boligsociale enhed.

Kontakt den boligsociale enhed

E-mail: Boligsocial@randers.dk

Koordinator
Janni Pless
Tlf. 8915 1480 eller 2935 9804

Koordinator
Anders Grøn
Tlf.: 2935 7684